Information om budget 2026 - private tilbud
Information om budget 2026 til private tilbud
Frister for indsendelse
Private tilbud skal indberette og uploade deres budget 2026 senest den 1. oktober 2025 til Tilbudsportalen.
Generel information
Budgettet skal indberettes i Social- og Boligstyrelsens budgetskema og uploades på Tilbudsportalen. Der er ingen ændringer i årets budgetskema i forhold til sidste år. Budgetskemaet er inddelt i faner, herunder en fane for private tilbud og vejledningen "GUIDE PRIVAT", som forklarer udfyldelsen af budgetskemaet, det er en fordel at orientere sig i guiden, inden udfyldelse af budgettet.
Socialtilsynet behandler kun budgetter indsendt via det officielle budgetskema i Excel, som skal uploades på Tilbudsportalen. Budgetskemaets opsætning må ikke ændres eller konverteres til PDF. Eventuelle specifikationer eller takstberegninger kan indsættes som ekstra faner i budgetskemaet eller sendes til tilbuddet økonomiske konsulent via Sikkerpost.
Tilbuddets takst skal være beregnet i overensstemmelse med Bek. Nr. 348 af 04/04/2024 om finansiering af visse ydelser og tilbud efter lov om social service og barnets lov samt betaling for unges ophold i kriminalforsorgens institutioner. Tilbuddet forventes at kunne redegøre herfor ved eventuel forespørgsel.
Ekstern bogholder/revisor
Hvis tilbuddet har en ekstern bogholder eller revisor til at udarbejde budgettet, bedes denne information videresendt til de relevante parter.
Informationsmøde
Socialtilsyn midt holder informationsmøde for private tilbud tirsdag den 26. august 2025 om formiddagen. Dagsorden og tilmelding sendes ud i særskilt mail, men sæt allerede nu kryds i kalenderen.
Frister for behandling
Budgetter indberettet inden den 1. oktober 2025 skal som udgangspunkt være godkendt senest den 1. januar 2026. Budgetter indberettet mellem den 1. oktober og 15. november 2025 skal være godkendt senest den 1. april 2026. Budgetter indsendt efter den 15. november 2025 har ikke krav på godkendelse inden den 1. april 2026. Socialtilsynet bestræber sig på at behandle budgetterne så hurtigt som muligt.
Anbefalinger
Socialtilsynet anbefaler, at budgetskemaet indberettes i en separat sag på Tilbudsportalen.
Fejlindtastninger og mangler
Ved fejlindtastninger og mangler vil socialtilsynet indgå i dialog med tilbuddet, hvilket kan forlænge sagsbehandlingstiden og medføre, at et revideret budget skal genindsendes.
Socialtilsyn Midt har observeret følgende fejlindtastninger og mangler i tidligere år og gør opmærksom på følgende:
- Takstindtægter skal indtastes ud fra forventet antal døgn og døgntakst.
- Belægningsprocent skal indtastes manuelt og påvirker ikke øvrige felter i budgetskemaet.
- Hvis tilbuddet har flere ydelser/takster end fem, skal fanen "+5 YDELSER PRIVAT" benyttes.
- Vær opmærksom på fejl i indtastning af antal fuldtidsstillinger og omkostninger til personalekategorier.
- Lønomkostninger til samlet ledelse skal indtastes under "Samlet ledelse". Uanset om ledelsen indgår i flere personalegrupper/kategorier.
- Omkostninger til kompetenceudvikling og supervision skal opdeles specifikt.
- Omkostninger til flere ejendomme skal indtastes i fanen "FLERE EJENDOMME-LEJEMÅL" og overføres manuelt til budgetskemaet.
- Kommentarfeltet skal indeholde information, der har betydning for socialtilsynets behandling af budgettet.