Skip til hoved indholdet
    Hjem Nyheder Til plejefamilier - Ændringer i Socialtilsynet pr. 1. januar 2026

Til plejefamilier - Ændringer i Socialtilsynet pr. 1. januar 2026

Ved årsskiftet trådte flere ændringer i lov om socialtilsyn i kraft. Lovændringerne udmønter en politisk aftale, hvor hovedformålet er, at socialtilsynets tilsyn skal være mere risikobaseret.

Som følge af reformen af lov om socialtilsyn har de fem socialtilsyn i fællesskab udviklet en række nye redskaber, som medfører større ændringer i vores tilsynspraksis.

I dette nyhedsbrev informerer vi om de største ændringer i loven og i vores tilsynspraksis, og hvordan det kommer til at have betydning for tilsynet med jer som plejefamilie.

I kan finde en oversigt over alle lovændringer, som træder i kraft den 1. januar 2026 på vores hjemmeside. Her kan I også finde en oversigt over de redskaber, som socialtilsynene har udviklet i fællesskab.

Ny fælles risikomodel og ophævelse af krav om årligt tilsynsbesøg

Fremover kommer socialtilsynet som udgangspunkt på lovpligtigt tilsynsbesøg hvert andet år i alle plejefamilier. Nogle plejefamilier vil opleve, at vi kommer hyppigere end hvert andet år. Det gør vi i de plejefamilier, hvor vi er i tvivl om, hvorvidt plejefamilien fortsat har den fornødne kvalitet.

Socialtilsynene har i fællesskab udviklet en risikomodel med en række risikofaktorer. Hvis der er en eller flere risikofaktorer til stede i en plejefamilie, vil det få os til at undersøge forholdene nærmere, fordi det er faktorer, som vi erfaringsmæssigt ved kan have betydning for kvaliteten i en plejefamilie.

Der kan være mange årsager til, at socialtilsynet bliver i tvivl, om plejefamilien har den fornødne kvalitet. I kan fx forvente, at vi kommer hyppigere end hvert andet år, hvis:

  • I lige er blevet godkendt som plejefamilie og har fået jeres først barn i pleje eller støtteophold
  • Der opstår sygdom eller skilsmisse i familien
  • Der opstår mistrivsel blandt egne børn

I alle tre situationer kan der være behov for, at socialtilsynet følger plejefamilien mere tæt i en periode med henblik på at vurdere, om plejefamilien fortsat har den fornødne kvalitet.

Bemærk, at vi fortsat vil føre et økonomisk tilsyn med plejefamiliens økonomi hvert år. I kan derfor forvente, at vi indhenter oplysninger om og vurderer jeres økonomi.

I kan finde den nye risikomodel på vores hjemmeside.

Hovedsageligt uanmeldte tilsynsbesøg

Fremover skal vi som udgangspunkt afvikle alle tilsynsbesøg uanmeldt, og vi skal igennem hele kvalitetsmodellen ved alle driftsorienterede tilsynsbesøg. I kan derfor forvente følgende:

  • at vi kommer på andre tidspunkter end hidtil, så vi kan træffe jer hjemme
  • at et uanmeldt tilsynsbesøg vil vare lidt længere tid, end hvad I har været vant til

Vi bestræber os på at forstyrre jer og jeres hverdagsrutiner mindst muligt. Fremover skal vi igennem hele kvalitetsmodellen ved alle tilsynsbesøg. Derfor kan der være tilfælde, hvor besøget går ud over jeres hverdagsrutiner. Vi forventer, at I afsætter tid til tilsynsbesøget.

Ny kvalitetsmodel og ny tilsynsrapport

Kvalitetsmodellen er væsentligt reduceret i den nye lovgivning. Der er følgende ændringer i kvalitetsmodellen:

  • Temaerne ”Uddannelse og beskæftigelse” og ”Selvstændighed og relationer” udgår fra kvalitetsmodellen. I vil derfor ikke længere blive vurderet inden for disse to temaer.
  • Indikatorerne udgår fra kvalitetsmodellen, og det betyder også, at scorerne fra 1-5 udgår. Scorerne erstattes af en binær vurderingsmodel: Opfyldt eller ikke opfyldt.

Fremover skal socialtilsynene foretage en vurdering af, om plejefamilien har den fornødne kvalitet eller ej. Kvaliteten i plejefamilien er fornøden, hvis plejefamilien opfylder alle seks tilbageværende kriterier i kvalitetsmodellen. Hvis plejefamilien ikke opfylder ét eller flere af kriterierne i kvalitetsmodellen, skal socialtilsynet træffe afgørelse om sanktion. Det kan fx være et påbud om, at der er et bestemt krav, plejefamilien skal efterleve.

I kan se og læse mere om kvalitetsmodellen og de seks kriterier i bekendtgørelse om socialtilsyn her.

Socialtilsynene har i fællesskab udviklet en ny tilsynsrapport, som understøtter ændringerne i kvalitetsmodellen. Fremover indeholder tilsynsrapporten alene socialtilsynets vurdering af, om plejefamilien har den fornødne kvalitet eller ej. For hvert enkelt kriterierum angives det, om plejefamilien opfylder det eller ej. Tilsynsrapporten bliver dermed også væsentlig kortere end hidtil og vil ikke længere indeholde socialtilsynets faglige vurderinger af de faktuelle omstændigheder i plejefamilien.

Det nye afrapporteringsformat har til formål at sikre, at socialtilsynets kvalitetsvurdering af jer som plejefamilie er tydelig og klar.

Som følge af ovenstående vil vi ikke sende tilsynsrapporten i faktuel høring hos jer, hvis vi vurderer, at kvaliteten i plejefamilien er fornøden.

Husk jeres oplysningspligt og pligt til at opdatere Tilbudsportalen

Fremover skal socialtilsynet basere vurderingen af hvilke plejefamilier, der skal have hyppigere besøg end hver andet år, på oplysninger vi får, frem for på oplysninger, vi selv indhenter. Det er derfor vigtigt, at I overholder jeres oplysningspligt.

I er som plejefamilie forpligtede til at orientere socialtilsynet om ændringer i jeres familie, der vedrører jeres godkendelse som plejefamilie. I skal fx orientere os, hvis:

  • I flytter
  • I bliver syge
  • I bliver skilt
  • I har udfordringer med jeres hjemmeboende biologiske børn
  • Der kommer nye medlemmer af jeres husstand
  • Der sker ændringer i jeres straffeattest
  • I får et klip i jeres kørekort
  • Der sker alvorlige hændelser i jeres familie
  • I indskriver eller udskriver børn i pleje eller støtteophold

Listen er ikke udtømmende, og vi vil hellere høre fra jer en gang for meget, end en gang for lidt.

Det er meget vigtigt, at I opdaterer Tilbudsportalen, når I indskriver nye børn i pleje- eller støtteophold. Vi får ikke besked om dette fra anbringende kommune.

Vi minder jer også om, at I har pligt til minimum én gang årligt at gå ind på Tilbudsportalen og indberette eventuelle ændringer i jeres oplysninger. Hvis I indskriver eller udskriver et barn, skal I opdatere Tilbudsportalen straks. På den måde fremstår I med korrekt antal ledige pladser hele tiden.

Det indgår i socialtilsynets vurderinger af jer som plejefamilie, at I husker at oplyse os om ændringerne eller hændelserne i plejefamilien. I sidste ende kan det få betydning for, om I kan opretholde jeres godkendelse.

I kan læse mere om oplysningspligten og Tilbudsportalen på vores hjemmeside.

I Socialtilsyn Midt vil vi gerne benytte lejligheden til at sige tak for samarbejdet i det forgange år. Vi ser frem til et godt samarbejde i 2026 og håber, I vil tage godt imod det nye socialtilsyn.

Venlig hilsen

Ulla B. Andersen, tilsynschef.

Socialtilsyn Midt
Papirfabrikken 38
8600 Silkeborg