Fast track
Med baggrund i socialtilsynsaftalen og reformen Børnene Først tilbyder Socialtilsyn Midt fra d. 1.1.2024 behandling af ny-godkendelse som generel godkendt plejefamilie via Fast-track.
Fast-track betyder, at behandlingstiden for en generel godkendelse som plejefamilie max må være 6 uger fra modtagelsen af ansøgningen. Dette med det formål, at pågældende barn, anbragt akut hos ansøgere, ikke skal opleve et skift, alene fordi familien ikke nåede at få en godkendelse af tidsmæssige årsager.
Processen for behandling af generel godkendelse som plejefamilie i et Fast-track forløb er den samme som ved andre godkendelser. Det betyder, at det er afgørende for muligheden for at behandle ansøgningen inden for 6 uger, at ansøgerne med kort varsel står klar til at tage imod tilbud om kursusdeltagelse, besøg i hjemmet mv., som ligger i processen. Socialtilsyn Midt samarbejder med Socialtilsyn Nord, så vi er sikre på, at der kan tilbydes kursus i perioden.
Betingelser
Kravene til Fast-track er:
- At kommunen har truffet afgørelse om akut anbringelse ved en formandsbeslutning jf. barnets lov § 143, stk. 1, hos en ikke godkendt plejefamilie jf. barnets lov § 12, stk. 3.
- At kommunen forventer at barnet skal være anbragt længere end perioden for afgørelsen jf. barnets lov § 143, stk. 1.
- Kommunen har ikke mulighed for at anbringe barnet i en allerede godkendt plejefamilie og har undersøgt mulighederne for netværksanbringelse
- Kommunen har en forventning om at familien kan godkendes af socialtilsynet og at barnet vil forblive anbragt hos familien efter godkendelsen
Det er kommunen der skal redegøre for, at betingelserne er opfyldte og begrunde, hvordan familien kan imødekomme barnets behov for støtte.
Hvis Socialtilsyn Midt vurderer, at betingelserne er opfyldte, skal ansøgningen behandles inden for 6 uger.
Socialtilsyn Midt kan afvise anmodningen om fast-track, såfremt betingelserne ikke vurderes at være opfyldte. Denne afvisning kan ikke påklages.