---
title: "Socialtilsyn Midt årsrapport 2025"
description: "Årsrapport"
date: "2026-04-16"
created: "2026-04-16"
---

[Hjem](https://tilsynmidt.silkeborg.dk/)

                    [Socialtilsyn Midt](https://tilsynmidt.silkeborg.dk/socialtilsyn-midt)

                [Socialtilsyn Midt årsrapport 2025](https://tilsynmidt.silkeborg.dk/socialtilsyn-midt/socialtilsyn-midt-aarsrapport-2025)



# Socialtilsyn Midt årsrapport 2025

## Indledning

2025 blev et år præget af betydelige forandringer for socialtilsynene. Da Social- og Boligministeriet i foråret fremlagde et forslag til ændring af Lov om Socialtilsyn, blev det tydeligt, at resten af 2025 ville bringe både nye rammer og nye forventninger til vores arbejde. Den 11. juni 2025 vedtog Folketinget så en omfattende ændring af Lov om Socialtilsyn, der skulle træde i kraft 1. januar 2026.

Socialtilsyn Midt har derfor - i fællesskab med de andre 4 Socialtilsyn - brugt en stor del af 2025 på at udvikle og forberede implementering af den nye lovgivning. Lovændringen har medført ændringer i organisationen samt i grundlaget for, hvordan vi fører tilsyn med plejefamilier og sociale tilbud. Ønsket har været at skabe et mere fokuseret tilsyn, der i højere grad retter sig mod de steder, hvor risikoen for manglende kvalitet er størst. Længere nede i årsrapporten kan I læse mere om lovændringerne samt de nye redskaber, som socialtilsynene har udviklet i fællesskab.

Socialtilsyn Midt stod i 2025 således overfor en betydelig organisatorisk forandring, da lovgivningen også medførte omfattende besparelser. Som en konsekvens af de nye økonomiske rammer måtte Socialtilsyn Midt desværre reducere med 20 årsværk i løbet af 2025. Det var en svær proces, hvor vi måtte omstrukturere arbejdsopgaver og prioritere ressourcerne endnu skarpere, så vi fortsat kunne sikre et effektivt og kvalitetsbevidst tilsyn. Selvom det har været en udfordring, har vi haft fokus på at bevare de centrale kompetencer og sikre, at vi stadig kan levere den nødvendige støtte og kontrol til plejefamilier og sociale tilbud.

I løbet af 2025 har Socialtilsyn Midt, parallelt med arbejdet med de mange forandringer, ført tilsyn med samtlige sociale tilbud og plejefamilier i området. De data, der er indsamlet i forbindelse med tilsynsbesøgene, viser, at den generelle kvalitet vurderes efter overordnet som høj og de sociale tilbud og plejefamilier generelt formår at skabe de nødvendige rammer for anbragte borgere. Det skal dog bemærkes, at der i 2025 er registreret en markant stigning i antallet af inddragelser samt sanktionssager, som I kan læse mere om i årsrapporten. Samtidig har Socialtilsyn Midt oplevet mere end en fordobling af antallet af aktindsigtsanmodninger.

Efter et spændende og travlt 2025 er vi nu klar til at møde 2026 sammen med plejefamilierne, de sociale tilbud, kommuner og regioner. Socialtilsynene er ”pakket” med alt det nye og vi glæder os til at komme ud til jer og have gode samtaler om det, der ligger os og jer på sinde, nemlig at sikre gode forhold for mennesker i alle aldre, som har brug for hjælp og støtte.

 Rigtig god læselyst!

![](https://tilsynmidt.silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/3983c2b9-8d47-4639-af36-08dd864abefd?width=800)

Ulla B. Andersen

Tilsynschef

## Nøgletal 2025

![](https://tilsynmidt.silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/6be3bc82-9bed-44a5-894d-08de889c9504?width=800)

### Oversigt

- Antal tilbud: 495 tilbud
- Antal plejefamilier: 1139 plejefamilier
- Antal nygodkendelser: 66 plejefamilier og 21 sociale tilbud
- Antal inddragede godkendelser: 4 plejefamilier og 13 sociale tilbud
- Antal whistleblows: 810 henvendelser
- Antal sanktionssager: 26 sanktionssager ekskl. tilbagekaldte godkendelser)
- Ankeafgørelser retur: 18 afgørelser
- Magtanvendelser: 1376 magtanvendelser på børn- og ungeområdet og 4004 magtanvendelser på voksenområdet

## 1. Om Socialtilsyn Midt

![dekorativ](https://tilsynmidt.silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/54bc24f8-c8f5-4d99-f24c-08dd6148a5be?width=800)

Der er fem socialtilsyn i Danmark, som hver især har ansvar for at godkende og føre tilsyn med sociale tilbud og plejefamilier inden for de fem geografiske regioner i Danmark. Socialtilsyn Midt fører primært tilsyn med tilbud og plejefamilier i kommunerne i Region Midt (med undtagelse af Silkeborg Kommune) samt Faaborg-Midtfyn Kommune. Socialtilsyn Midt varetager desuden opgaven med at godkende og føre tilsyn med private tilbud, der indgår i koncerner og koncernlignende konstruktioner. Alle koncerner og koncernlignende konstruktioner beliggende med hovedadresser vest for Storebælt hører ind under Socialtilsyn Midt

Socialtilsyn Midt arbejder for at sikre tryghed og gode rammer for de mest udsatte borgere. Det er vores opgave at sikre, at plejefamilier og sociale tilbud har en tilstrækkelig kvalitet både socialfagligt, pædagogisk, økonomisk og juridisk. Dette fokus kræver et tæt samarbejde med både tilbud og plejefamilier. Socialtilsyn Midt fører et generelt tilsyn med kvaliteten i et tilbud og ikke et personrettet tilsyn i forhold til enkelte borgere.

Hvert år laver Socialtilsyn Midt en årsrapport, der indeholder et tilbageblik på socialtilsynets arbejde og økonomi i det foregående år samt et billede af den generelle kvalitet i de sociale tilbud og plejefamilier for året.

### 1.1 Socialtilsynets kerneopgaver

Overordnet har socialtilsynet to primære opgaver:

- Godkendelse af nye plejefamilier og sociale tilbud
- Føre driftsorienteret tilsyn med eksisterende plejefamilier og de sociale tilbud, der er omfattet af socialtilsynets tilsynsopgave.

#### Godkendelse af nye plejefamilier og sociale tilbud

Godkendelsen af nye tilbud og plejefamilier sker på baggrund af en ansøgning. Godkendelsesprocessen ser forskellig ud for plejefamilier og for tilbud, men udgangspunktet er, at socialtilsynet undersøger ansøgers forudsætninger for at opfylde betingelserne for godkendelse. En godkendelse tager udgangspunkt i både socialfaglige, pædagogiske, økonomiske og juridiske krav til kvaliteten

#### Driftsorienteret tilsyn med eksisterende plejefamilier og sociale tilbud

Socialtilsynene skal løbende sikre, at godkendte tilbud og plejefamilier opretholder den fornødne kvalitet. Socialtilsynet skal som minimum aflægge tilsynsbesøg hvert tredje år i tilbud og hvert andet år i plejefamilier.

Tilsynsintensiteten i det enkelte tilbud eller den enkelte plejefamilie fastlægges ud fra en risikobaseret tilgang. De overordnede formål med tilsyn er:

- Et professionelt og uafhængigt tilsyn
- Forhindre misbrug og overgreb på tilbuddets borgere
- Kvalitet i de sociale tilbud
- Effektivitet i indsatsen

#### Kvalitetsmodellen og afrapportering

Når det skal vurderes om et tilbud eller en plejefamilie har den fornødne kvalitet bruges kvalitetsmodellen, der pr. 1. januar 2026 består af 5 temaer. Kvalitetsmodellen udgør således en ramme for vurderingen og understøtter det tilsynsfaglige skøn, der altid foretages i den konkrete vurdering af kvaliteten i et tilbud eller i en plejefamilie. Udover de 5 temaer i kvalitetsmodellen vurderes tilbuddenes og plejefamiliernes samlede kvalitet også på baggrund af tilbuddets og plejefamiliens økonomi.

Socialtilsynets kvalitetsvurdering er omdrejningspunktet for den afrapportering, som tilbuddet eller plejefamilien modtager i forlængelse af tilsynet. Afrapporteringen suppleres af en skriftlig varsling eller afgørelse med uddybende begrundelser i de tilfælde, hvor tilbuddet eller plejefamilien ikke har den fornødne kvalitet.

#### Dialogforpligtigelse

Når socialtilsynene fører tilsyn og træffer afgørelser vedr. de sociale tilbud og
plejefamilier, skal der ifølge loven indgås en dialog med tilbuddet eller plejefamilien.

Dialogen skal bidrage til at fastholde og udvikle kvaliteten, også når kvaliteten er mangelfuld. Dialogen er et essentielt element og en forudsætning for et konstruktivt samarbejde mellem socialtilsynet kommuner, regioner, plejefamilier og de private tilbud.

### 1.2 Hvem fører Socialtilsyn Midt tilsyn med

Socialtilsyn Midt har ansvar for at godkende og føre driftsorienteret tilsyn med sociale tilbud og plejefamilier:

- Almen, forstærkede og specialiserede plejefamilier efter § 43, stk. 1, nr. 1-3, i barnets lov
- Børne- og ungehjem som døgninstitution, § 43, stk. 1, nr. 6, og stk. 3
- Børne- og ungehjem som opholdssted, § 43, stk. 1, nr. 6, og stk. 3
- Botilbud til voksne efter §§ 107, 108, 109 og 110 i lov om social service. Det omfatter herberger og krisecentre samt midlertidige og længerevarende botilbud til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
- Stofmisbrugsbehandlingstilbud efter § 101 og § 101a i lov om social service
- Alkoholbehandlingstilbud efter sundhedslovens § 141
- Botilbud, hvor der ydes hjælp og støtte efter §§ 83-87, 97, 98 og 102 i lov om social service

Socialtilsynet fører også tilsyn med støtte efter bl.a. servicelovens § 85 til borgere, der bor i plejeboliger eller lignende boformer f.eks. almenboligloven §§ 105, 149a og lejeloven, hvor borgeren er visiteret til boligen af kommunen og hvor støtten ydes af et fast personale, som udgår fra servicearealer i tilknytning til boligerne.

Yderligere varetager Socialtilsyn Midt sammen med Socialtilsyn Hovedstaden en specialistfunktion, som indebærer tilsyn med sociale tilbud, der indgår i koncerner eller koncernlignende konstruktioner. I praksis betyder det, at Socialtilsyn Midt fører tilsyn med tilbud, som indgår i koncerner eller koncernlignende konstruktioner med hovedadresse vest for Storebælt.

### 1.3 Socialtilsynets organisering og medarbejdere

Socialtilsyn Midt er en kommunal myndighed, som organisatorisk er forankret i Silkeborg Kommune. Socialtilsyn Midt var i 2025 organiseret som vist nedenfor.

![Organisationsdiagram](https://tilsynmidt.silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/7bb57416-82ad-46cd-bcd5-08de89a9b64c?width=800)

Socialtilsyn Midt har pr. 1. januar 2026 ansat 73 medarbejdere fordelt på 67,65 årsværk:

- 1 tilsynschef (kandidatuddannet)
- 4 afdelingsledere (bachelor-, master og kandidatuddannede)
- 2 fagkonsulenter (bacheloruddannede)
- 5 jurister (kandidatuddannede)
- 4 økonomikonsulenter (kandidat- og HK uddannede)
- 2 akademiske medarbejdere (kandidatuddannede)
- 7 administrative medarbejdere (Bachelor- og HK-uddannede)
- 2 studentermedhjælpere
- 15 tilsynskonsulenter på plejefamilieområdet (bachelor-, master- og kandidatuddannede)
- 31 tilsynskonsulenter på tilbudsområdet (bachelor-, master- og kandidatuddannede)

## 2. Socialtilsynets virke 2025 – gennemgang af det kvantitative data

![dekorativ](https://tilsynmidt.silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/7eab68da-e939-4356-f248-08dd6148a5be?width=800)

Årsrapporten opsummerer Socialtilsyn Midts arbejde i 2025 bl.a. gennem en gennemgang af kvantitative data. Afsnittet giver et indblik i udviklingen, aktiviteter og resultater for Socialtilsyn Midt i 2025.

### Socialtilsyn Midts portefølje 2025:

- 1139 plejefamilier
- 495 sociale tilbud, herunder 144 tilbud, der indgår i en koncerner eller koncernlignende konstruktion.

Fra 2024 til 2025 er porteføljen på plejefamilieområdet faldet med 23 plejefamilier fra 1162 til 1139. På tilbudsområdet er der også sket et lille fald i porteføljen med 3 tilbud fra 498 i 2024 til 495 i 2025.

 Nedenstående graf viser udviklingen i antallet af tilbud og plejefamilier i Socialtilsyn Midts portefølje over tid. Fra 2021 til 2022 ses der en tydelig stigning i antallet af tilbud, hvilket er grundet specialistfunktionen, der blev tildelt Socialtilsyn Midt i 2022. Der er generelt en nedadgående tendens i antallet af plejefamilier, idet antallet af nygodkendte plejefamilier ikke opvejer antallet af plejefamilier, der stopper.

**Graf 2.0.1. Antal tilbud og plejefamilier i Socialtilsyn Midts portefølje over tid.**

**Tabel 2.0.2 Oversigtskort over plejefamilier fordelt på kommuner**

![](https://tilsynmidt.silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/cd3226bf-f990-4c82-2d70-08de8be385d4?width=800)

**Tabel 2.0.3 Oversigtskort over tilbud fordelt på kommuner**

![](https://tilsynmidt.silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/3b073660-a401-48d6-2d72-08de8be385d4?width=800)

### 2.1 Nye sociale tilbud og plejefamilier i 2025

#### Nygodkendte plejefamilier

I 2025 har Socialtilsyn Midt modtaget 112 ansøgninger fra familier, der ønsker at blive godkendt som plejefamilie.

I alt blev der godkendt 66 nye plejefamilier i 2025. Ud af de 66 nye plejefamilier kommer 54 fra puljen på de 112 ansøgninger modtaget i 2025. Godkendelsesprocessen kan strække sig over et årsskifte, og ud af de 66 nye plejefamilier er der 12 plejefamilier, som indsendte ansøgning i 2024.

De godkendte plejefamilier fordeler sig på følgende tilbudstyper (typologier):

- 39 blev godkendt til almen plejefamilie, § 43, stk. 1, nr. 1
- 26 blev godkendt til forstærket plejefamilie, § 43 stk. 1 nr. 2
- 1 blev godkendt til specialiseret plejefamilie § 43 stk. 1 nr. 3

#### Ikke godkendte nyansøgere og tilbagekaldte ansøgninger på plejefamilieområdet

Ikke alle ansøgere gennemfører godkendelsen til plejefamilie. De afbryder godkendelsesprocessen og trækker deres ansøgning tilbage. Andre ansøgere vælges fra i screeningsprocessen, da de ikke har de fornødne kompetencer m.m.

- I 2025 trak 42 ansøgere deres ansøgninger tilbage. Når ansøgere vælger at trække deres ansøgning tilbage, skyldes det oftest, at der under godkendelsesprocessen sker ændringer i familiens situation. Familien kan ansøge igen, når den familiemæssige situation er faldet på plads.
- I 2025 blev 2 ansøgere, som gennemførte processen, ikke godkendt.

**Tabel 2.1.1 Nye plejefamilier 2025**| Nye plejefamilier |  |
| --- | --- |
| Nygodkendte plejefamilier | 66 |
| Ikke godkendte nyansøgere | 2 |
| Ansøgninger trukket tilbage | 42 |

#### Nygodkendte sociale tilbud

I 2025 har Socialtilsyn Midt modtaget 48 ansøgninger om at blive godkendt som socialt tilbud. I alt har Socialtilsyn Midt godkendt 21 tilbud i 2025.

De godkendte tilbud fordeler sig på følgende:

- 11 tilbud er godkendt til børn og unge og fordeler sig således:
- - 5 Børne- og ungehjem som opholdssted, § 43, stk. 1, nr. 6, og stk. 3
    - 5 Børne- og ungehjem som opholdssted, § 43, stk. 1, nr. 6, og stk. 3
Botilbud til midlertidige ophold, § 107
    - 1 Børne- og ungehjem som opholdssted, § 43, stk. 1, nr. 6, og stk. 3
Botilbud til midlertidige ophold, § 107
Botilbud til længerevarende ophold, § 108

- 10 tilbud er godkendt til voksne og fordeler sig således:
    - 2 Botilbud til længerevarende ophold, § 108
    - 3 Botilbudslignende tilbud, Almen ældrebolig/handicapvenlig bolig, ABL §
 105 stk. 2
    - 3 Botilbud til længerevarende ophold, § 108
Botilbud til midlertidige ophold, § 107
    - 1 Botilbud til midlertidige ophold, § 107
Botilbud til længerevarende ophold, § 108
Forsorgshjem/herberg, § 110
    - 1 Botilbud til midlertidige ophold, § 107
Botilbud målrettet unge mellem 18 og 35 år, §108a, jf. §108

#### Ikke godkendte nyansøgere og tilbagekaldte ansøgninger på tilbudsområdet

- I 2025 blev 4 ansøgere ikke godkendt.

- I 2025 trak 17 ansøgere deres ansøgninger tilbage under godkendelsesprocessen. På tilbudsområdet er det ligeledes muligt at ansøge igen på et senere tidspunkt.

**Tabel 2.1.2 Nye tilbud 2025**| Nye tilbud |  |
| --- | --- |
| Nygodkendte sociale tilbud | 21 |
| Ikke godkendte nyansøgere | 4 |
| Ansøgninger trukket tilbage | 17 |

### 2.2 Gennemførte tilsynsbesøg

I henhold til den tidligere lovgivning var det et krav, at samtlige sociale tilbud og plejefamilier skulle have mindst ét tilsynsbesøg årligt, jf. lov om socialtilsyn. Med ikrafttrædelsen af den nye lovgivning pr. 1. januar 2026 ændres dette således, at sociale tilbud fremover skal have mindst ét tilsynsbesøg hvert tredje år, mens plejefamilier skal have mindst ét tilsynsbesøg hvert andet år.

I 2025 har Socialtilsyn Midt gennemført mindst ét tilsynsbesøg hos alle sociale tilbud og plejefamilier, enten som anmeldt eller uanmeldt besøg. I 2025 har flere tilbud og plejefamilier modtaget yderligere tilsynsbesøg ud over det lovpligtige besøg. Disse ekstra tilsynsbesøg har blandt andet været begrundet i ændringer af godkendelsen, undersøgelse af indkomne whistleblower-henvendelser eller opfølgning på sanktioner.

De følgende tabeller viser data for tilsynsbesøg inklusiv gennemførte tilsyn i 2025, hvor tilsynsblanketten er uploadet til tilbudsportalen i januar 2026. I nedenstående tabel er uanmeldte ej truffet ikke inkluderet. (Termen uanmeldt ej truffet anvendes, når en konsulent tager ud på et uanmeldt tilsynsbesøg, hvor der ikke er nogen på adressen.)

**Tabel 2.2.1 Antal gennemførte tilsynsbesøg i 2025**| Antal tilsynsbesøg | 2025 |
| --- | --- |
| Plejefamilier (inkl. nygodkendelser + lukkede plejefamilier) | 1.639 |
| Sociale tilbud (inkl. nygodkendelser + lukkede tilbud) | 1.184 |
| **I alt** | **2.823** |

Nedenstående tabel viser det samlede antal tilsynsbesøg i 2025 fordelt på driftsorienteret tilsyn og nygodkendelser ved både sociale tilbud og plejefamilier.

**Tabel 2.2.2 Antallet af anmeldte og uanmeldte tilsynsbesøg i 2025 fordelt på tilsynstyper**| Socialtilsyn Midt | Socialtilsyn Midt | Socialtilsyn Midt | Socialtilsyn Midt |
| --- | --- | --- | --- |
| **Tilsynstype** | **Anmeldte** | **Uanmeldte** | **Uanmeldte ej truffet** |
| Driftsorienteret tilsyn | 1.319 (50%) | 1.024 (39%) | 273 (11%) |
| Nygodkendelser | 207 (100%) | 0 | 0 |
| I alt | 1.526 (54%) | 1.024 (36%) | 273 (10%) |

Nedenstående tabel illustrerer, hvordan de anmeldte og uanmeldte tilsynsbesøg har fordelt sig på henholdsvis plejefamilie- og tilbudsområdet.

**Tabel 2.2.3 Antallet af anmeldte og uanmeldte tilsynsbesøg 2025 fordelt på plejefamilier**| Plejefamilier | Plejefamilier | Plejefamilier | Plejefamilier |
| --- | --- | --- | --- |
| **Tilsynstype** | **Anmeldte** | **Uanmeldte** | **Uanmeldte ej truffet** |
| Driftsorienteret tilsyn | 712 (48%) | 510 (35%) | 247 (17%) |
| Nygodkendelser | 170 (100%) | 0 | 0 |
| I alt | 882 (54%) | 510 (31%) | 247 (15%) |

**Tabel 2.2.4 Antallet af anmeldte og uanmeldte tilsynsbesøg 2025 fordelt på plejefamilier**| Tilbud | Tilbud | Tilbud | Tilbud |
| --- | --- | --- | --- |
| **Tilsynstype** | **Anmeldte** | **Uanmeldte** | **Uanmeldte ej truffet** |
| Driftsorienteret tilsyn | 607 (53%) | 514 (45%) | 26 (2%) |
| Nygodkendelser | 37 (100%) | 0 | 0 |
| I alt | 644 (54%) | 514 (44%) | 26 (2%) |

### 2.3 Tilbudsstrukturen i 2025

Nedenstående tabel viser, hvordan antallet af sociale tilbud i Socialtilsyn Midts dækningsområde fordeler sig på virksomhedstype, herunder kommunale, regionale og private tilbud.

**Tabel 2.3.1 Antal tilbud fordelt på virksomhedstype (ekskl. nygodkendte tilbud)**| Virksomhedstype | 2025 |
| --- | --- |
| Kommunale tilbud | 220 |
| Regionale tilbud | 26 |
| Private tilbud | 249 |

Nedenstående tabel viser, hvordan antallet af pladser fordeler sig mellem offentlige og private sociale tilbud i Socialtilsyn Midts dækningsområde.

**Tabel 2.3.2 Antal pladser fordelt på virksomhedsform (ekskl. nygodkendte tilbud)**| Antal pladser ved det enkelte tilbud | Antal pladser ved offentlige tilbud | Antal pladser ved private tilbud | I alt |
| --- | --- | --- | --- |
| 1 – 9 pladser | 162 | 417 | 579 |
| 10 – 14 pladser | 522 | 659 | 1.181 |
| 15 – 19 pladser | 3.769 | 857 | 4.626 |
| 20 – 49 pladser | 627 | 491 | 1.118 |
| 50 – 99 pladser | 2.668 | 2.276 | 4.944 |
| 100 – 500 pladser | 1.838 | 868 | 2.706 |
| 501 - 1500 | 2.267 | 0 | 2.267 |
| **I alt** | **11.853** | **5.568** | **17.421** |

Nedenstående tabel viser, hvordan pladserne fordeler sig på virksomhedsform og tilbudstyper.

**Tabel 2.3.3. Antal pladser fordelt på virksomhedsform og tilbudstype (ekskl. nygodkendte tilbudstyper)**| Tilbudstyper | Antal pladser ved offentlige tilbud | Antal pladser ved private tilbud | I alt |
| --- | --- | --- | --- |
| Aktivitets- og samværstilbud, § 104 | 1.292 | 652 | 1.944 |
| Ambulant alkoholmisbrugsbehandling, SUL §141 | 1.880 | 190 | 2.070 |
| Ambulant anonym stofmisbrugsbehandling, §101a | 124 | 5 | 129 |
| Ambulant stofmisbrugsbehandling, §101 – Børn og unge | 283 | 28 | 311 |
| Ambulant stofmisbrugsbehandling, §101 – Voksne | 2.206 | 30 | 2.236 |
| Beskyttet beskæftigelsestilbud, § 103 | 190 | 238 | 428 |
| Botilbud målrettet unge mellem 18 og 35 år, §108a, jf. §108 | 3 | 7 | 10 |
| Botilbud til længerevarende ophold, § 108 | 502 | 468 | 970 |
| Botilbud til midlertidige ophold, § 107 | 716 | 1.308 | 2.024 |
| Botilbudslignende tilbud, Almen bolig til særligt udsatte grupper, ABL § 149 a | 68 | 0 | 68 |
| Botilbudslignende tilbud, Almen plejebolig, ABL § 5, stk. 2 | 25 | 0 | 25 |
| Botilbudslignende tilbud, Almen ældrebolig/handicapvenlig bolig, ABL § 105 stk. 1 | 120 | 7 | 127 |
| Botilbudslignende tilbud, Almen ældrebolig/handicapvenlig bolig, ABL § 105 stk. 2 | 3.611 | 210 | 3.821 |
| Botilbudslignende tilbud, Bofællesskab, ABL § 3 stk. 2 og § 5 stk. 3 | 14 | 35 | 49 |
| Botilbudslignende tilbud, Lejebolig, Lejeloven | 58 | 99 | 157 |
| Børne- og ungehjem som døgninstitution, § 43, stk. 1, nr. 6, og stk. 3 | 572 | 23 | 595 |
| Børne- og ungehjem som opholdssted, § 43, stk. 1, nr. 6, og stk. 3 | 0 | 1.202 | 1.202 |
| Dagbehandlingstilbud – Alkoholmisbrug, SUL § 141 | 11 | 2 | 13 |
| Dagbehandlingstilbud – Stofmisbrug, § 101 | 7 | 2 | 9 |
| Døgnbehandlingstilbud – Alkoholmisbrug, SUL § 141 | 0 | 54 | 54 |
| Døgnbehandlingstilbud – Stofmisbrug, § 101, jf. § 107 | 0 | 76 | 76 |
| Forsorgshjem/herberg, § 110 | 143 | 777 | 920 |
| Krisecenter, § 109 | 0 | 144 | 144 |
| Rehabiliteringstilbud, § 107 | 21 | 9 | 30 |
| Særlige dagtilbud, § 82, jf. § 83 | 7 | 0 | 7 |
| Særlige klubtilbud, § 82, jf. § 84 | 0 | 2 | 2 |
| **I alt** | **11.853** | **5.568** | **17.421** |

### 2.4 Ophørte tilbud og plejefamilier

Hvert år lukker nogle plejefamilier og tilbud enten efter eget valg eller fordi godkendelsen bortfalder på grund af manglende opgaver.

#### Ophørte plejefamilier

81 plejefamilier valgte selv at stoppe i 2025. Det er 4 plejefamilier færre end i 2024, hvor 85 plejefamilier valgte at stoppe. Grunden til, at plejefamilier ønsker at stoppe, er oftest alder, skilsmisse, flytning, nyt arbejde, familieforøgelse eller udfordringer med egne børn. Der er også nygodkendte plejefamilier, som vælger at stoppe, fordi de oplever, at de ikke kommer i betragtning til plejeopgaver.

De 81 ophørte plejefamilier fordeler sig på følgende tilbudstyper (typologier):

- 46 var godkendt til almen plejefamilie, § 43 stk. 1 nr.1
- 33 var godkendt til forstærket plejefamilie, § 43 stk. 1 nr. 2
- 2 var godkendt til specialiseret plejefamilie, § 43 stk. 1 nr. 3

Hvis en plejefamilie ikke har haft plejeopgaver i 3 år, bortfalder godkendelsen. Dette var tilfældet for 7 plejefamilier i 2025.

**Tabel 2.4.1 Antal tilbagekaldte, ophørte og bortfaldne godkendelser for plejefamilier i 2025**| Ophørte plejefamilier |  |
| --- | --- |
| Ophørte plejefamilier | 81 |
| Godkendelse bortfaldet | 7 |

#### Ophørte sociale tilbud

I 2025 ophørte 18 tilbud af egen drift. I 2024 lå tallet på 15 ophørte tilbud. Når et tilbud lukker, kan det bl.a. skyldes faldende beboerantal, dårlig økonomi, sammenlægning med et andet tilbud eller at tilbuddet ikke længere er omfattet af lov om socialtilsyn.

De ophørte tilbud fordeler sig på følgende tilbudstyper:

- Aktivitets- og samværstilbud, § 104
- Beskyttet beskæftigelsestilbud, § 103
- Botilbud til længerevarende ophold, § 108
- Botilbud til midlertidige ophold, § 107
- Botilbudslignende tilbud, Almen ældrebolig/handicapvenlig bolig, ABL § 105 stk. 2
- Botilbudslignende tilbud, Lejebolig, Lejeloven
- Børne- og ungehjem som døgninstitution, § 43, stk. 1, nr. 6, og stk. 3
- Børne- og ungehjem som opholdssted, § 43, stk. 1, nr. 6, og stk. 3
- Døgnbehandlingstilbud - Stofmisbrug, § 101, jf. § 107
- Forsorgshjem/herberg, § 110
- Krisecenter, § 109

**Tabel 2.4.2 Antal tilbagekaldte godkendelser/ansøgninger på tilbudsområdet 2025**| Ophørte sociale tilbud |  |
| --- | --- |
| Ophørt tilbud | 18 |
| Godkendelse bortfaldet | 0 |

### 2.5 Sanktioner og inddragelse af godkendelser 2025

Socialtilsynet har en række redskaber til rådighed, når kvaliteten i et tilbud eller en plejefamilie ikke er fornøden. Det omfatter både muligheden for at udstede sanktioner – som påbud og skærpet tilsyn – samt i de mest alvorlige tilfælde at inddrage en godkendelse.

#### Sanktionssager og inddragelser 2025

**Tabel 2.5.1** **Oversigt over antal tilbud og plejefamilier, der har fået truffet afgørelse om påbud, skærpet tilsyn med påbud, skærpet tilsyn og inddragelse af godkendelse fordelt på plejefamilier og tilbud**| Tilbudstyper | Godkendt med påbud | Skærpet tilsyn med påbud | Skærpet tilsyn | **Inddragelse af godkendelse** |
| --- | --- | --- | --- | --- |
| Plejefamilier | 0 | 2 | 2 | 4 |
| Sociale tilbud | 6 | 8 | 8 | 14 |
| **I alt** | **6** | **10** | **10** | **18** |

Antallet angivet i tabellen ovenfor kan dække over tilfælde, hvor et tilbud eller en plejefamilie har gennemgået flere sanktionsforløb inden for samme år. Det betyder for eksempel, at et tilbud både kan have været under skærpet tilsyn og senere fået sin godkendelse inddraget i samme år. Ud over de sanktioner og inddragelser der vises i tabellen, har der desuden været 11 sager, hvor en leder har fået karantæne, 4 sager hvor budgettet er blevet afvist, og 1 sag vedr. nedskrivning af godkendelsen.

#### Iværksatte påbud uden skærpet tilsyn

I 2025 var der 6 tilbud, der blev godkendt med påbud (et påbud). Påbud udstedes, når der er forhold i tilbuddet eller plejefamilien, der ikke er i orden og dermed påvirker kvaliteten og borgernes trivsel. Derfor kan det også have konsekvenser for tilbuddet eller plejefamilien at få påbud.

Socialtilsynet vil altid, inden evt. udstedelse af et påbud, være i tæt dialog med tilbuddet eller plejefamilien for at undersøge, om det er muligt at rette op på kvaliteten uden sanktioner. Er dette ikke muligt, udstedes et påbud, hvorefter det er tilbuddet eller plejefamiliens ansvar at udbedre forholdene, så kvaliteten er i orden og påbuddet kan fjernes. Ved udstedelse af et påbud gives en frist for opfyldelse af påbuddet. Det er de konkrete forhold og påbuddets karakter, der bestemmer tidsfristen. Nogle påbud skal efterleves straks, og andre løber over en længere periode.

#### Iværksatte skærpede tilsyn med påbud

I 2025 var der 8 tilbud, hvor der blev iværksat skærpet tilsyn med påbud. Tilsammen fik de 17 påbud.

I 2025 fik 2 plejefamilier skærpet tilsyn med i alt 2 påbud.

Hvis afgørelsen om skærpet tilsyn ledsages af en afgørelse om påbud, skal påbuddene have indholdsmæssig sammenhæng til de forhold, der har medført skærpet tilsyn.

#### Iværksatte skærpede tilsyn

I 2025 blev der iværksat skærpet tilsyn på 8 tilbud og 2 plejefamilier.

Når der træffes afgørelse om at udstede skærpet tilsyn, skyldes det konkrete forhold, der skaber bekymring for driften og borgernes trivsel, og hvor den nødvendige kvalitet ikke længere er til stede. Når et tilbud er under skærpet tilsyn, medfører det flere tilsynsbesøg – både anmeldte og uanmeldte – med henblik på at vurdere, om tilbuddet følger socialtilsynets anvisninger og retter op på de påpegede forhold. Et skærpet tilsyn medfører desuden, at tilbuddet skal betale en særskilt tilsynstakst. Plejefamilier skal ikke betale takst.

 Nedenstående tabel viser, hvilke temaer i kvalitetsmodellen, der er blevet berørt i sanktionssagerne.

**Tabel 2.5.2 Oversigt over temaer, der er berørt i sanktionssagerne 2025 på tilbudsområdet**| Årsag i relation til kvalitetsmodellen | Fordeling på temaer |
| --- | --- |
| Uddannelse og beskæftigelse | 0 |
| Selvstændighed og sociale relationer | 0 |
| Målgruppe, metoder og resultater | 2 |
| Organisation og ledelse | 8 |
| Kompetencer | 2 |
| Sundhed og trivsel | 14 |
| Fysiske rammer | 0 |
| Økonomi | 3 |
| **I alt** | **29** |

### Inddragelse af godkendelser

- I 2025 var der 4 plejefamilier der fik deres godkendelse inddraget af Socialtilsyn Midt.
 Når en plejefamilie mister sin godkendelse, og ikke længere må arbejde som plejefamilie, beror det på en vurdering af, at plejefamilien ikke længere kan levere den fornødne kvalitet i forhold til plejeopgaven. Mangelfuld kvalitet kan skyldes flere forskellige faktorer f.eks. ændringer i familiedynamikken, samarbejdsvanskeligheder i forhold til det anbragte barns forældre eller anbringende kommune, sygdom, manglende kompetencer, ændrede fysiske rammer eller økonomi.

- I 2025 var der 14 tilbud, som fik deres godkendelse inddraget af Socialtilsyn Midt. Når et socialt tilbud mister sin godkendelse og ikke længere må fungere som tilbud, skyldes det en vurdering af, at tilbuddet ikke længere har den fornødne kvalitet. Utilstrækkelig kvalitet kan skyldes mange forskellige faktorer, f.eks. lav økonomisk kvalitet i tilbuddet, høj personalegennemstrømning, en høj andel ufaglærte medarbejdere og utilstrækkelig ledelse.

### 2.6 Henvendelser om bekymrende forhold (whistleblows)

Alle har mulighed for at kontakte Socialtilsyn Midts whistleblower-ordning. Typisk er det beboere, personale og pårørende, der henvender sig, fordi de har observeret eller personligt oplevet forhold, de finder bekymrende. Alle indkomne henvendelser registreres enkeltvis, uanset om der er tale om flere anmeldere, eller det er den samme anmelder, der kontakter Socialtilsyn Midt flere gange. Hos Socialtilsyn Midt er det udvalgte medarbejdere, som modtager og registrerer henvendelserne og efterfølgende distribuerer dem videre til ledelsen, der i samarbejde med tilsynskonsulenterne vurderer den videre behandling af henvendelserne.

Nogle henvendelser kræver øjeblikkelig handling fra socialtilsynet. I disse tilfælde får tilbuddet eller plejefamilien et uanmeldt besøg. Dog behandles langt de fleste henvendelser i forbindelse med planlagte tilsynsbesøg, hvor tilsynskonsulenterne undersøger de forhold som den specifikke henvendelse har omhandlet. Henvendelser om bekymrende forhold kan medvirke til, at der udstedes sanktion.

Det er muligt at være anonym som whistleblower. Såfremt whistleblower ønsker at være anonym, kan Socialtilsyn Midt ikke oplyse tilbud eller plejefamilier om navn på henvender samt det konkrete indhold i henvendelsen. Vi har dog mulighed for at oplyse over for tilbuddet og andre, at vi har modtaget en henvendelse og det overordnede tema.

Før vi benytter os af muligheden for at oplyse tilbuddet om, at der er kommet en henvendelse (og evt. tema), skal det vurderes:

1. Om henvenders anonymitet ved anvendelse af § 11, stk. 4, fortsat kan tilgodeses
2. Hvis nr. 1 vurderes at kunne opfyldes, skal der herefter vurderes, om der som led i tilsynet er behov for at oplyse tilbuddet om, at der er kommet en henvendelse (og evt. tema)

I 2025 modtog Socialtilsyn Midt 810 henvendelser om bekymrende forhold. Sammenlignet med antallet i 2024, hvor der var 755 henvendelser, er det en stigning på 55 henvendelser (7,2%). Årsagen til stigningen er ikke entydig, men stigningen kan skyldes flere sanktionssager og et større kendskab til socialtilsynets whistleblower-ordning.

**Tabel 2.6.1 Antallet af henvendelser i 2025**| Tilbudstyper | Antal |
| --- | --- |
| Plejefamilier | 38 |
| Sociale tilbud | 772 |
| **I alt** | **810** |

I 2025 drejer de fleste henvendelser sig om dårlig eller manglende ledelse. Der er også mange henvendelser om dårlige eller manglende socialfaglige kompetencer og pædagogik.

**Tabel 2.6.2 Oversigt over henvendelser om bekymrende forhold ved både tilbud og plejefamilier fordelt på kategori** | Kategori | Antal |
| --- | --- |
| Andet | 37 |
| Arbejdsmiljø | 5 |
| Fysiske rammer | 20 |
| Hygiejne | 14 |
| Ledelse – dårlig eller manglende | 281 |
| Manglende inddragelse | 11 |
| Nedværdigende behandling | 33 |
| Omgangstone | 2 |
| Pædagogik | 119 |
| Seksuelle overgreb | 13 |
| Socialfaglige kompetencer – dårlig eller manglende | 185 |
| Stofmisbrug/alkoholmisbrug i tilbuddet | 14 |
| Vold - fysisk | 3 |
| Vold – psykisk | 17 |
| Økonomi | 30 |
| Økonomisk kriminalitet | 26 |
| I alt | 810 |

Nedenstående graf viser udviklingen i antallet af modtagne whistleblows over tid. Antallet af whistleblows stiger stort set hvert år, og størstedelen er henvendelser der drejer sig om tilbud. Udviklingen hænger blandt andet sammen med, at Socialtilsyn Midt løbende har fået flere tilbud i porteføljen. F.eks. ses en større stigning fra 2022, hvor Socialtilsyn Midt også fik specialistfunktionen og dermed flere tilbud. Ved whistleblows vedrørende plejefamilier ses en mere svingende udvikling over tid.

#### Kendskab til whistleblower-ordningen

Socialtilsynet er forpligtet til at informere om whistleblowerordningen for at sikre, at både borgere, pårørende, ansatte og andre personer er bekendte med ordningen, samt de rettigheder de har i forhold til anonymitet.

Socialtilsyn Midt gør følgende for at informere om ordningen:

- Ordningen er beskrevet på Socialtilsyn Midts hjemmeside med kontaktinformationer
- Kontaktoplysninger på whistleblowertelefonen og webformularen er printet på Socialtilsyn Midts visitkort
- Tilbuddene får i forbindelse med tilsynsbesøget en opslagsseddel om ordningen, som de opfordres til at placere et synligt sted i tilbuddet
- Socialtilsynets medarbejdere oplyser om ordningen, når de er på tilsynsbesøg

### 2.7 Sagsbehandlingstider i 2025

Nygodkendelse af plejefamilier og tilbud er omfattende og dybdegående processer, hvor en lang række forhold undersøges med udgangspunkt i kvalitetsmodellens temaer. Godkendelsesprocessen for plejefamilier indebærer, at kommende plejefamilier interviewes. Her spørges der bl.a. ind til plejeforældrenes familieforhold, samspillet i familien, opvækstvilkår, uddannelsesbaggrund, sygdomshistorie og økonomiske forhold. De fysiske rammer besigtiges og vurderes ligeledes som en del af godkendelsesprocessen. Dette skal sikre, at de nye plejefamilier har de nødvendige ressourcer til at varetage kommende plejeopgaver, herunder samarbejde med kommune, skole, biologiske forældre m.m. Kommende plejefamilier skal også gennemføre et grundkursus, der fungerer som en del af godkendelsesgrundlaget.

Kommende sociale tilbud interviewes ligeledes som en del af godkendelsesprocessen. Her er der bl.a. fokus på tilbuddets målgruppe, metodiske grundlag, medarbejderkompetencer, uddannelsesniveau, værdigrundlag, økonomiske forhold, vedtægter m.m. De fysiske rammer besigtiges og vurderes som en del af godkendelsesprocessen. Alle disse forhold gennemgås for at sikre, at tilbuddet kan levere den relevante kvalitet til målgruppen.

På baggrund af interview og gennemgang af relevante dokumenter vurderes det, hvorvidt plejefamilien eller tilbuddet kan godkendes. Gennem hele godkendelsesprocessen er de kommende plejefamilier og tilbud i tæt dialog med tilsynskonsulenterne. Der udarbejdes en rapport og et godkendelsesbrev og plejefamilien eller tilbuddet kommer på Tilbudsportalen, hvor alle godkendte tilbud og plejefamilier skal offentliggøres.

 Sagsbehandlingstiden kan variere fra gang til gang, da der kan være mange faktorer, som kan gribe ind i processen. Der kan være forsinkelse i forhold til indsendelse og indsamling af dokumenter, forhold hos ansøger, uforudsete problemstillinger, der kræver ekstra undersøgelse osv.

#### Gennemsnitlige sagsbehandlingstider i 2025:

- Sagsbehandlingstiden i 2025 for godkendelse af nye plejefamilier har i gennemsnit været 17,4 uge. I 2024 var det 18 uger
- Sagsbehandlingstiden i 2025 for godkendelse af nye sociale tilbud har i gennemsnit været 22,4 uge. I 2024 var det 23,4 uger

### 2.8 Aktindsigtsanmodninger 2025

Socialtilsyn Midt har i 2025 behandlet 437 aktindsigtsanmodninger. Det er 226 mere end i 2024, hvor der blev behandlet 211 aktindsigtsanmodninger.

Udover aktindsigtsanmodninger er der behandlet 40 videregivelser af materiale til andre myndigheder efter forvaltningslovens § 28. Her er der også sket en stor stigning ift. sidste år, hvor der var 12 videregivelser af materiale til andre myndigheder.

Aktindsigtsanmodninger er ressourcekrævende, da det ofte er store mængder data, der skal fremsøges og anonymiseres inden det sendes af sted. Desuden bruges der ressourcer på besvarelse af spørgsmål og anden korrespondance.

 Gennemsnitligt bruger teamet, som har ansvaret for aktindsigtsanmodninger, 50 timer om ugen på anmodninger om aktindsigt.

### 2.9 Ankeafgørelser i 2025

Socialtilsyn Midt har i 2025 fået 18 afgørelser retur fra Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen har stadfæstet 17 afgørelser og hjemvist 1 afgørelse til fornyet behandlet.

Sagerne har omhandlet følgende:

- 11 afgørelser vedr. ophør af godkendelsen
- 1 afgørelse vedr. opkrævning af takst for ændring af godkendelsen
- 1 afgørelse vedr. skærpet tilsyn
- 3 afgørelser vedr. lederkarantæne
- 1 afgørelse vedr. afvisning af budget
- 1 afgørelse vedr. afslag på nygodkendelse

### 2.10 Magtanvendelser og registreringer 2025

Som tilsynsmyndighed modtager Socialtilsyn Midt løbende indberetninger om magtanvendelser og andre indgreb i borgernes selvbestemmelsesret. I arbejdet med borgere kan der opstå situationer, hvor medarbejderne er nødt til at foretage handlinger, der er et indgreb i borgernes rettigheder. Dette kan være af hensyn til borgeren selv eller af hensyn til andre, fx hvis en borger udviser uforsvarlig eller farlig adfærd.

Det er en magtanvendelse, når borgeren ikke frivilligt medvirker til foranstaltningen. Alle former for magtanvendelse skal registreres og indberettes.

Socialtilsyn Midt registrerer og gennemgår alle akutte magtanvendelser. Akutte magtanvendelser dækker over de magtanvendelser, som er indgreb foretaget uden kommunal godkendelse. Magtanvendelserne gennemgås med henblik på at vurdere, om de giver anledning til tilsynsmæssige overvejelser, herunder om de giver anledning til en dialog med et konkret anbringelsessted om deres pædagogiske praksis samt om de giver anledning til bekymring, hvor andre instanser må involveres.

Magtanvendelser opdeles i forskellige kategorier, herunder om de vedrører børn og unge eller voksne.

### Magtanvendelser på børne- og ungeområdet

Magtanvendelser, der omhandler anbragte børn og unge hører ind under lov om voksenansvar og gælder for børn og unge, der er anbragt på et privat børne- og ungehjem, et åbent børne- og ungehjem eller hos en specialiseret plejefamilie, der er ansat til at varetage en specialiseret opgave.

I 2025 har Socialtilsyn Midt registreret 1376 magtanvendelser på børne- og ungeområdet, hvilket er et lille fald i forhold til 2024, hvor der blev registreret 1402 magtanvendelser. Hovedparten af magtanvendelserne er angivet som fysisk magtanvendelse i form af fastholdelse eller føring, fordi barnet eller den unge var til fare for sig selv eller andre.

### Magtanvendelser på voksenområdet

Bestemmelserne om magtanvendelser for voksne gælder for personer med betydelig og varig nedsat psykisk funktionsevne, der får personlig og praktisk hjælp eller socialpædagogisk bistand mv. efter § 83-87, behandling efter §§ 101 og 102 eller aktiverede tilbud efter §§ 103 og 104 og ikke samtykker i en foranstaltning.

I 2025 registrerede Socialtilsyn Midt i alt 4004 akutte magtanvendelser på voksenområdet. Det er en markant stigning sammenlignet med de 1305 magtanvendelser, der blev registreret i 2024.

Langt størstedelen af magtanvendelserne handler om fastholdelser eller indgreb uden lovhjemmel. Det er især antallet af indgreb uden lovhjemmel, der er steget. En væsentlig grund til dette er, at nogle botilbud ikke i tide har fået ansøgt kommunen om at forlænge en forhåndsgodkendelse af magtanvendelse. Hvis en forhåndsgodkendelse udløber, skal botilbuddet indberette én magtanvendelse uden lovhjemmel for hver dag, indtil en ny forhåndsgodkendelse foreligger.

Magtanvendelser uden lovhjemmel betyder, at indgrebet ikke havde den nødvendige juridiske begrundelse. Det kan fx være, hvis lovens betingelser for et indgreb ikke er opfyldt, eller hvis det vurderes, at indgrebet ikke levede op til princippet om at bruge mindst mulig magt.

### Forhåndsgodkendte magtanvendelser

Forhåndsgodkendte foranstaltninger, dækker over den type af magtanvendelser, der kræver en godkendelse fra kommunen fx anvendelse af stofsele, alarm, låsning og sikring af døre mv.
Den 1. januar 2025 blev Det Socialfaglige Nævn vedrørende Magtanvendelse over for Borgere med Handicap oprettet. Det Socialfaglige Nævn behandler afgørelser om specifikke, indgribende magtanvendelser over for voksne med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, som bor i botilbud. Nævnets hovedopgave er at træffe afgørelse om anvendelse af magt, der overskrider den daglige omsorgspligt, primært med fokus på at sikre borgerens retssikkerhed.

De magtanvendelsesområder, der skal godkendes af Det Socialfaglige Nævn er:

- Anvendelse af situationsbestemt kamerakig
- Låsning og sikring af skabe og skuffer m.v.
- Adgang til en beboers bolig i et botilbud

Forhåndsgodkendte magtanvendelser registreres samlet og indberettes én gang – som udgangspunkt for den periode, den kommunale afgørelse gælder og ud fra et skøn over indgrebenes hyppighed.

## 3. Økonomi

![dekorativ](https://tilsynmidt.silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/dd6bc335-8ea0-4fbd-f24a-08dd6148a5be?width=800)

Socialtilsyn Midt skal i årsrapporten give en kort beskrivelse af indtægterne i det forgangne år. Nedenstående ses Socialtilsyn Midts realiserede indtægter og takster i 2025. Taksterne (grundtakst og skærpet tilsyn) er nedskrevet med 3,8 % i forhold til vedtaget budget for 2025 pga. indregning af overskud fra 2024.

### 3.1 Socialtilsyn Midts indtægter 2025

**T** **abel 3.1.1 Socialtilsyn Midts indtægter 2025**|  | Indtægter 2025 |
| --- | --- |
| Indtægter objektiv finansiering | 26.652.908 |
| Indtægter fra tilsynstakster | 37.220.829 |
| Indtægter jf. § 3 i Lov om Socialtilsyn | 710.182 |
| **I alt** | **64.583.919** |

### 3.2 Tilsynstakster 2025

**Tabel 3.3.2 Tilsynstakster**|  | 2025 |
| --- | --- |
| **Grundtakst pr. år** |  |
| 0 – 7 pladser | 41.159 |
| 8 – 24 pladser | 49.391 |
| 25 – 49 pladser | 82.318 |
| 50+ pladser | 123.478 |
| **Nygodkendelser** |  |
| 0 – 7 pladser | 35.884 |
| 8 – 24 pladser | 43.061 |
| 25 – 49 pladser | 71.768 |
| 50+ pladser | 107.651 |
| **Væsentlig ændring af eksisterende godkendelse** |  |
| 0 – 7 pladser | 9.044 |
| 8 – 24 pladser | 10.852 |
| 25 – 49 pladser | 18.087 |
| 50+ pladser | 27.131 |
| **Skærpet tilsyn pr. mdr.** |  |
| 0 – 7 pladser | 4.116 |
| 8 – 24 pladser | 4.939 |
| 25 – 49 pladser | 8.232 |
| 50+ pladser | 12.348 |

## 4. Den generelle kvalitet i sociale tilbud og plejefamilier

![dekorativ](https://tilsynmidt.silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/a56b5e04-e3fc-489d-f249-08dd6148a5be?width=800)

Tidligere har vi i årsrapporterne præsenteret gennemsnitlige scorer for de syv temaer i kvalitetsmodellen for at give en indikation af den generelle kvalitet i sociale tilbud og plejefamilier. Med de nye lovændringer bortfalder det årlige tilsyn pr. 1. januar 2026, og vurderingskonceptet ændres. Den tidligere model med scorer fra 1-5 erstattes af en binær vurderingsmodel, hvor kvalitetsmodellens kriterier vurderes som enten: *opfyldt eller ikke opfyldt*. Samtidig udgår to af temaerne fra kvalitetsmodellen.

Fremover vil færre besøg og et mere risikobaseret Socialtilsyn betyde, at ikke alle tilbud og plejefamilier vurderes årligt, hvilket gør det svært at sammenligne kvaliteten fra år til år. Samtidig vil der på grund af den binære model ikke være den samme nuancerede vurdering at kigge på, idet tilbuddene og plejefamilierne fremover enten opfylder kravet om den fornødne kvalitet eller også gør de ikke. Dermed bliver det ikke længere muligt at rangere eller sammenligne de enkelte tilbud ud fra tidligere scorer eller at følge udviklingen over tid på samme måde som før. Derfor har vi valgt ikke at fremlægge den generelle kvalitet på samme måde for 2025.

### Kvaliteten i sociale tilbud og plejefamilier 2025

Med udgangspunkt i den data, der er blevet indhentet i forbindelse med tilsynsbesøgene i 2025, kan vi dog overordnet sige, at den generelle kvalitet er tilfredsstillende. Samtidig kan vi i 2025 se en markant stigning i antallet af sanktioner og inddragelser for de sociale tilbud, som kan give en indikation af, at flere tilbud har udfordringer med at leve op til de gældende standarder. Dette ses særligt inden for temaerne sundhed og trivsel samt organisation og ledelse. Det samlede antal påbud, skærpet tilsyn eller inddragelse af godkendelse fordeler sig på i alt 30 tilbud, hvilket svarer til 6% af tilbuddene. Den lave andel indikerer bl.a. at den generelle kvalitet blandt de sociale tilbud er god. Samtidig skal det bemærkes, at socialtilsynet ofte hjælper tilbud med lav kvalitet til at forbedre, før sanktioner bliver nødvendige, eller også vælger tilbuddene selv at stoppe deres drift.

På plejefamilieområdet ser vi, at antallet af sanktionssager og inddragelser ligger mere stabilt og lavt. Et lavt antal sanktionssager og inddragelser kan tolkes som tegn på, at flertallet af plejefamilierne generelt overholder kravene og leverer den fornødne kvalitet. Et lavt antal sanktionssager og inddragelser er ikke i sig selv udtryk for, at der ikke forekommer kvalitetsmæssige udfordringer, men det kan være et udtryk for, om der er systemiske problemer eller om kvaliteten er tilfredsstillende på området.

Det samlede billede peger på, at der generelt er styr på kvaliteten på de sociale botilbud og blandt plejefamilier, men at socialtilsynet fortsat spiller en stor rolle i at identificere og tage hånd om de tilbud og plejefamilier, hvor der er udfordringer med kvaliteten.

## 5. Socialtilsynets specialistfunktion

![dekorativ](https://tilsynmidt.silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/e5902749-4eb0-4187-f24b-08dd6148a5be?width=800)

Med en ændring af lov om socialtilsyn blev specifikke godkendelses- og tilsynsopgaver i 2022 samlet i specialistfunktioner i enkelte socialtilsyn. Formålet var, at det enkelte tilsyn skulle kunne opnå specialistviden i forhold det konkrete område og dermed bidrage til at sikre et mere ensartet og systematisk tilsyn på området – og derved øge retssikkerheden for tilbuddene.

Socialtilsyn Midt varetager denne funktion sammen med Socialtilsyn Hovedstaden. Socialtilsyn Midt fører tilsyn med tilbud, som indgår i koncerner eller koncernlignende konstruktioner med hovedadresse vest for Storebælt. På Danmarkskortet herunder ses fordelingen af koncerner og koncernlignende konstruktioner, som Socialtilsyn Midt fører tilsyn med. Der er en række tilbud der er placeret på Sjælland, men da disse tilbud hører ind under en koncern eller koncernlignende konstruktion med hovedadresse vest for Storebælt, hører de under Socialtilsyn Midts tilbudsportefølje.

### Hvad er en koncern eller en koncernlignede konstruktion?

Helt overordnet kan private tilbud indgå i koncerner eller koncernlignende konstruktioner, hvis ejer har økonomisk eller driftsmæssig indflydelse på flere virksomheder end botilbuddet. Lovgivningsmæssigt er der tale om en koncernlignende konstruktion hvis:

1. der ikke er tale om en koncern i selskabsretlig forstand,
2. der mellem et eller flere private tilbud, jf. § 4, stk. 1, nr. 2-4, eller andre virksomheder sker en kontinuerlig og ikke ubetydelig samhandel, herunder køb, salg, leje og udleje af varer, ydelser, aktiver, fast ejendom m.v., og
3. der er en eller flere fysiske personer, der ejer eller på anden måde har økonomisk og driftsmæssig bestemmende indflydelse på tilbud og virksomheder nævnt i nr. 2, eller der er sammenfald i bestyrelses-, leder- eller ejerkreds i tilbud og virksomheder nævnt i nr. 2, herunder sammenfald ved nærtstående.” (lov om socialtilsyn)

**Tabel 5.0.1 Oversigtskort over koncerner og koncernlignende konstruktioner fordelt på kommuner**

![](https://tilsynmidt.silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/2cb00faa-626b-498e-2d71-08de8be385d4?width=800)

### Antal tilbud som indgår i koncerner og koncernlignende konstruktioner

Med ovenstående lovændring og medfølgende specialistfunktion steg Socialtilsyn Midts tilbudsportefølje markant. I perioden 2018-2021 lå antallet af tilbud mellem 349 og 371 tilbud. I 2022 steg antallet til 486, og er i 2025 steget til 495. I 2025 indgik 144 tilbud i koncerner eller koncernlignende konstruktioner, hvilket udgør 29,1% af Socialtilsyn Midts samlede tilbudsportefølje og 57,8% % af de private tilbud i tilbudsporteføljen. De 144 tilbud fordeler sig på 87 koncerner, 33 koncernlignende konstruktioner og 24 som er både koncern og koncernlignende.

**Tabel 5.0.2. Antal og andelen af tilbud drevet af koncern eller koncernlignende konstruktion seneste 4 år.** |  | 2022 | 2023 | 2024 | 2025 |
| --- | --- | --- | --- | --- |
| Antal tilbud drevet af koncern eller koncernlignende konstruktion | 139 | 141 | 143 | 144 |
| Andel af det samlede antal tilbud | 28,6% | 28,4% | 28,7% | 29,1% |

**T** **abel 5.0.3. Antal sociale tilbud fordelt på koncern og koncernlignende konstruktioner 2025**|  | 2025 |
| --- | --- |
| Tilbud, der indgår i en koncern | 87 |
| Tilbud der indgår i en koncernlignende konstruktion | 33 |
| Tilbud der indgår i en koncern og koncernlignende konstruktion | 24 |
| **I alt** | **144** |

Ses der nærmere på de enkelte koncerner eller koncernlignende tilbud, er der forskel på, hvor mange sociale tilbud der indgår i den enkelte koncern eller koncernlignende konstruktion. De fleste koncerner og koncernlignende konstruktioner driver et eller to tilbud, mens enkelte har over 10 tilbud. I tabellen herunder er koncerner og koncernlignende konstruktioner opgjort efter antallet af tilbud de driver.

**Tabel 5.0.4. Oversigt over antallet af tilbud der drives af den enkelte koncern/koncernlignende konstruktion.** |  | 2025 |
| --- | --- |
| Koncerner/koncernlignende konstruktioner med 1 eller 2 tilbud | 78 |
| Koncerner/koncernlignende konstruktioner med 3 eller 4 tilbud | 6 |
| Koncerner/koncernlignende konstruktioner med 5 til 9 tilbud | 1 |
| Koncerner/koncernlignende konstruktioner med 10 eller flere tilbud | 2 |
| I alt | 87 |

### De største koncerner ud fra udvalgte kriterier

Udover forpligtelsen til at opbygge og udveksle viden om den særlige tilsynsopgave med koncern-tilbud og deres samhandel, forstår Socialtilsyn Hovedstaden og Socialtilsyn Midt også specialistfunktionen som en forpligtelse til at opbygge viden om, hvordan ”koncernlandskabet” udvikler sig. Socialtilsyn Midt og Socialtilsyn Hovedstaden har i kraft af specialistfunktionen adgang til en unik viden om, hvordan det specialiserede socialområde udvikler sig med hensyn til omfanget af sociale tilbud, der drives af koncerner eller koncernlignende konstruktioner, og med hensyn til koncernernes og de koncernlignende konstruktioners udvikling, hvad angår fx ejerforhold og vækst i omsætning og volumen.

For at få et sammenligneligt grundlag, er der valgt følgende parametre, når der skal ses på udviklingen af de største koncerner/koncernlignende konstruktioner:

- Koncerner/koncernlignende konstruktioner med 4 eller flere tilbud
- De 10 koncerner/koncernlignende konstruktioner med det højeste antal afdelinger
- De 10 koncerner/koncernlignende konstruktioner med det højeste antal pladser
- De 10 koncerner/koncernlignende konstruktioner med den højeste realiserede omsætning

Da regnskabsåret for 2025 ikke er opgjort endnu, har vi i nedenstående data valgt at se nærmere på de 10 koncerner/koncernlignende konstruktioner med den højeste *budgetterede* omsætning.

 Ud fra ovenstående parametre, er der i alt 11 koncerner/koncernlignende konstruktioner i Socialtilsyn Midts portefølje, der falder inden for én eller flere parametre. Disse 11 koncerner/koncernlignende konstruktioner driver i alt 63 tilbud, svarende til 43,8 % af det samlede antal tilbud drevet af koncerner/koncernlignende konstruktioner. De 11 største koncerner har en budgetteret omsætning på 1.203 mio. kr. i 2025.

**Tabel 5.0.5. Variation i volumen på de 11 største koncerner/koncernlignende konstruktioner målt på antal tilbud, afdelinger, pladser og målgrupper.**| **2025** | Laveste antal | Højeste antal |
| --- | --- | --- |
| Variation i antal godkendte tilbud pr. koncern/koncernlignende | 1 | 25 |
| --- | --- | --- |
| Variation i antal afdelinger pr. koncern/koncernlignende | 1 | 32 |
| --- | --- | --- |
| Variation i antal pladser pr. koncern/koncernlignende | 15 | 686 |
| --- | --- | --- |
| Variation i antal målgrupper, som koncernen/den koncernlignendes tilbud samlet set er godkendt til | 5 | 34 |
| --- | --- | --- |

### Samarbejde og vidensudveksling mellem Socialtilsyn Midt og Socialtilsyn Hovedstaden

Socialtilsyn Hovedstaden og Socialtilsyn Midt har fokus på at sikre en ensartet udmøntning af specialistfunktionen på tværs. For at sikre, at socialtilsynenes specialistviden ikke blot er forankret hos nogle udvalgte medarbejdere, er det væsentligt, at der sker en systematisk opsamling og udveksling af viden og erfaringer både internt i de to socialtilsyn, på tværs af de to socialtilsyn. Dette sker bl.a. via:

- Fælles status på udviklingen i ”koncernlandskabet” på tværs af landet med henblik på opbygning af specialistviden. Denne status udarbejdes som minimum i forbindelse med årsrapporterne.
- Løbende ledelsesmæssig koordinering med henblik på at sikre ensartet tilsynspraksis. Der afholdes kvartalsvise møder på mellemlederniveau.
- Løbende drøftelse og afklaring af juridiske og økonomiske forhold med henblik på at sikre ensartet tilsynspraksis. Der afholdes seks årlige sparringsmøder for relevante medarbejdere.

## 6. Den nye lovændring og socialtilsynets centrale redskaber

![](https://tilsynmidt.silkeborg.dk/i/MOLIRIMEDIA/4c48ad47-d693-46f8-bc74-08de89a9b64c?width=800)

Den 11. juni 2025 vedtog Folketinget en omfattende ændring af lov om Socialtilsyn (L200), der trådte i kraft 1. januar 2026. Lovændringens fokus er samlet set at forenkle, målrette og effektivisere socialtilsynet, gøre socialtilsynet mere risikobaseret samt lette tilsynstrykket.

I 2. kvartal af 2025 er der blevet brugt meget tid på at klargøre og implementere den nye lovgivning, herunder at udvikle centrale redskaber som de 5 socialtilsyn fremover skal bruge i tilsynsarbejdet. Arbejdet med at implementere og justere praksis på baggrund af lovgivning vil fortsætte ind i 2026.

De væsentlige ændringer i lovændringen:

- **Tilsynsfrekvensen nedsættes**
    - Kravet om et årligt tilsynsbesøg fjernes.
    - Fremover kommer socialtilsynet på tilsynsbesøg hvert andet år i plejefamilier og hvert tredje år i tilbud. I nogle tilbud og plejefamilier kommer vi hyppigere end hvert andet/tredje år.
    - Behovet for flere tilsynsbesøg vurderes ud fra risikoen for manglende kvalitet i tilbuddet eller plejefamilien.
- **Ændringer i kvalitetsmodellen**
    - Temaerne ”Uddannelse og beskæftigelse” og ”Selvstændighed og relationer” udgår fra kvalitetsmodellen.
    - Indikatorerne udgår fra kvalitetsmodellen, og det betyder også, at scorerne fra 1 til 5 udgår.
    - Scorerne erstattes af en binær vurderingsmodel, hvor kvalitetsmodellens kriterier vurderes som enten opfyldt eller ikke opfyldt.
- **Hovedsageligt uanmeldte tilsynsbesøg**
    - Socialtilsynene skal som udgangspunkt aflægge uanmeldte tilsynsbesøg med mindre særlige forhold nødvendiggør, at tilsynsbesøg må foretages anmeldt.
    - Socialtilsynet må gerne ringe et par timer før besøget for at meddele sin ankomst, hvis det vurderes helt nødvendigt.
- **Whistleblower-ordning udvides**
    - Socialtilsynet må fremover orientere tilbuddet og andre om modtagelse af en henvendelse via whistleblowerordningen, og om hvad det overordnede tema for henvendelsen er.
    - Socialtilsynet vurderer i hver sag, om det er nødvendigt at informere tilbuddet eller andre om en whistleblowerhenvendelse og temaet for den.
    - Socialtilsynet må ikke dele oplysninger, der kan identificere enkeltpersoner eller små grupper, medmindre der gives samtykke.
    - Der indføres en frist på fem arbejdsdage for, hvornår socialtilsynet skal have behandlet en henvendelse til whistleblowerordningen.
- **Indførelse af indtægtsloft**
    - Der er indført et indtægtsloft på socialtilsynenes indtægter, hvilket reducerer socialtilsynenes økonomi med omkring 25%.

###  Nye redskaber

Til at understøtte socialtilsynenes arbejde er der udviklet 3 nye redskaber:

#### En ny risikomodel

Socialtilsynene har udviklet en fælles risikomodel, som bruges til at tilrettelægge tilsynsindsatsen hos den enkelte plejefamilie og det enkelte tilbud ud fra en faglig vurdering af risikoen for manglende kvalitet. En højere risikokategorisering af en plejefamilie/et tilbud medfører flere tilsynsaktiviteter. Risikokategoriseringen af et tilbud/en plejefamilie er altså afgørende for, hvor ofte og hvordan der føres tilsyn.

#### En ny kvalitetsmodel

Socialtilsynene skal anvende en kvalitetsmodel med fem temaer til vurdering af, om tilbuddene og plejefamilierne har den fornødne kvalitet. Kvalitetsmodellen er lovbestemt, og der findes to versioner af kvalitetsmodellen: en til tilbud og en til plejefamilier.

Kvalitetsmodellen er den ramme, der understøtter det tilsynsfaglige skøn, som altid skal indgå i den konkrete vurdering af kvaliteten i det enkelte tilbud eller den enkelte plejefamilie.

Socialtilsynene har i fællesskab operationaliseret modellen ved at udvikle en række markører, som hjælper med at konkretisere vurderingerne inden for hver af de fem temaer. Derudover er der udarbejdet en vejledning, som understøtter socialtilsynenes brug af modellen og sikrer en ensartet tilgang til kvalitetsvurderinger hos både tilbud og plejefamilier.

#### Et nyt format for afrapportering

Socialtilsynene har udviklet et fælles format for afrapportering fra tilsynsbesøg. Afrapporteringen indeholder socialtilsynets vurdering af, om tilbuddet har den fornødne kvalitet eller ej. For hvert enkelt kriterierum angives det, om tilbuddet opfylder kriteriet eller ej. Afrapporteringen indeholder ikke oplysninger om de faktuelle omstændigheder i tilbuddet og begrundelser for socialtilsynets faglige vurderinger. Hvis et tilbud eller en plejefamilie ikke har den fornødne kvalitet, vil der altid følge en varsling/afgørelse med afrapporteringen, hvor de faglige begrundelser vil fremgå.

[På vores hjemmeside kan I læse mere om den nye lovgivning samt se de konkrete redskaber](https:///MOLIRIPAGE/95836feb-5139-4478-b336-7ec2e2e5903c "Ændringer i Socialtilsynet pr. 1. januar 2026")

Denne PDF er genereret den  17-04-2026 09.28
