Indsendelse af årsregnskab og revisionsprotokol - private tilbud
Information til private tilbud og deres revisorer
Information med oplysninger, som socialtilsynet formoder vil være relevante for jer og jeres revisorer, da I som privat tilbud godkendt efter lov om socialtilsyn, skal indsende revideret årsregnskab med tilhørende revisionsprotokol til socialtilsynet jf. bekendtgørelse nr. 2664 af 28/12/2021 §12.
1. Indsendelse af årsregnskab og revisionsprotokol
Revisor skal fremsende det reviderede årsregnskab og revisionsprotokollat (inklusive revisionsskema) til socialtilsynet umiddelbart efter færdiggørelsen af revisionen.
Materialet skal fremsendes til hovedpostkassen i socialtilsyn Midt på følgende e-mail: socialtilsynmidt@silkeborg.dk
2. Indhold i tilbuddets årsregnskab
Nedenstående skal fremgå af revisors påtegning i årsregnskabet:
- Revisionen er udført i overensstemmelse med god offentlig revisionsskik
- Revisionen er udført efter standarderne om offentlig revision, herunder skal det specifikt fremgå, at revisionen er foretaget på baggrund af bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 2664 af 28/12 - 2021 om revision af regnskaber for private tilbud, foreninger og private virksomheder omfattet af lov om socialtilsyn
- Der er foretaget finansiel, juridisk-kritisk og forvaltningsrevision
Der skal være en beskrivelse af, hvilke forhold revisor har undersøgt og lagt til grund for vurdering af, at virksomheden er going concern.
Der bør i resultatopgørelsen være sammenligningstal til sidste år samt sammenligningstal til det af socialtilsynet godkendte budget. Dette så udviklingen i resultatopgørelsen fra sidste år, samt afvigelser til det godkendte budget, er gennemskueligt for socialtilsynet.
Der skal i resultatopgørelsen og tilhørende noter være en klar adskillelse af aktiviteter, som ligger inden for det godkendte tilbud, og evt. aktiviteter, som ikke vedrører det godkendte tilbud.
Det skal her tillige bemærkes, at nøgletallene i årsregnskab og årsrapport på Tilbudsportalen samt revisors vurdering af afvigelser mellem regnskab og det godkendte budget, udelukkende skal foretages på baggrund af aktiviteter i den del af aktiviteten, der er underlagt lov om Socialtilsyn.
Der bør i noterne være sammenligningstal til sidste år samt sammenligningstal til det godkendte budget. Dette så socialtilsynet har indsigt i udviklingen fra sidste år samt eventuelle afvigelser til det godkendte budget.
Det vil øge gennemsigtigheden for tilsynet, hvis den realiserede omsætning i det godkendte tilbud, specificeres i årsregnskabet på realiserede døgn til en given døgntakst for de forskellige indsatser, f.eks. SEL §107, SEL §108, SEL §103, SEL §104 etc. Specifikationen bør være direkte sammenlignelig til socialstyrelsens budgetskema.
Tilsvarende vil det øge gennemsigtigheden for tilsynet, hvis det sammen med specifikationen af samlede realiserede lønomkostninger for de enkelte personalekategorier oplyses, hvor mange realiserede fuldtidsstillinger, der har været for de enkelte personalekategorier. Specifikationen bør være direkte sammenlignelig til socialstyrelsens budgetskema.
Der skal være noter til alle væsentlige poster i årsregnskabet.
Særligt vedrørende tilbud, der er del af koncern eller koncernlignende konstruktion
Ifølge lov om socialtilsyn § 17, stk. 2, skal tilbuddets regnskab indeholde en koncernnote, hvor de realiserede pengestrømme mellem enheder i en koncern eller en koncernlignende konstruktion skal fremgå.
Som minimum bør koncernnoten omfatte en afrapportering for alle transaktioner, der indgår i budgetkoncernnoten for det pågældende regnskabsår. Hvis der i regnskabsåret har været transaktioner med virksomheder eller selskaber der er ejet af tilbuddets bestyrelse, ejerkreds eller ansatte, der ikke er omtalt i budgetkoncernnoten, skal de ligeledes fremgå af regnskabets koncernnote.
3. Regnskabsnøgletal på Tilbudsportalen
Private tilbud skal indberette årsrapportnøgletallene på Tilbudsportalen senest den 1. juli i året efter det kalenderår, årsrapporten vedrører. Årsrapportnøgletallene på Tilbudsportalen skal udarbejdes på baggrund af ”Guide til tilbud – Indberetning af årsrapport nøgletal på Tilbudsportalen”.
Ved den afsluttende revision af regnskaber for private tilbud skal revisor påse, at de økonomiske nøgletal, oplyst af tilbuddet i tilbuddets årsrapport på Tilbudsportalen, er i overensstemmelse med tilbuddets regnskab jf. § 5, punkt 6 i revisionsbekendtgørelsen.
Det er dermed en del af revisionen at sikre korrekte og retvisende nøgletal på Tilbudsportalen. Hvis revisor ikke har dokumenteret dette i form af en opgørelse af nøgletallene i regnskabet eller revisionsprotokollen, anser socialtilsynet ikke revisors arbejde for tilstrækkeligt udført og dokumenteret, hvilket vil fremgå af socialtilsynets offentliggjorte økonomivurdering.
Der er vedhæftet excel-ark til validering af regnskabsnøgletal til brug på Tilbudsportalen.
4. Indhold i revisionsprotokollen
Revisionsprotokollen bør efter det indledende afsnit indeholde et afsnit, som omhandler opfølgning på sidste års bemærkninger og anbefalinger. Afsnittet bør omhandle, hvilke bemærkninger og anbefalinger revisor havde i forhold til revisionen af forrige regnskabsår samt hvordan ledelsen har fulgt op de pågældende bemærkninger og anbefalinger. Dette så socialtilsynet ved gennemgang af indeværende års revisionsprotokollat får indsigt i sammenhængen mellem sidste års årsregnskab og revisionsprotokollat samt indeværende års årsregnskab og revisionsprotokollat.
Særligt vedrørende juridisk-kritisk revision og forvaltningsrevision
Der skal jf. SOR 6 og 7 for henholdsvis juridisk-kritisk revision og forvaltningsrevision være en oversigt over, hvilke plantemaer, som har været udvalgt de seneste 5 år, samt om revisor har haft bemærkninger hertil. Dette så socialtilsynet har et samlet historisk overblik over alle plantemaer og evt. bemærkninger hertil.
Under skemaet med plantemaer, bør revisor, for regnskabsåret, rapportere om de specifikke handlinger revisor har foretaget ved gennemgangen af de udvalgte plantemaer og resultatet heraf.
Det fremgår af § 11, stk. 2 i revisionsbekendtgørelsen, at revisor specifikt skal oplyse om revisors arbejdshandlinger, samt vurdering og konklusioner vedrørende sparsommelighed, produktivitet og effektivitet.
Det er afgørende for socialtilsynets vurdering af tilbuddets økonomiske, at dette fremgår af revisionsprotokollatet.
Særligt vedrørende revisionsskema
Særskilt skema, jf. bilag 1 i revisionsbekendtgørelsen, skal indgå i revisionsprotokollatet jf. § 18, stk. 9 i bekendtgørelse af lov om socialtilsyn.
Det fremgår af revisionsskemaet, at revisor skal påse det enkelte punkt (ja/nej). Ved dette menes, om revisor har påset punktet, og ikke om tilbuddet har efterlevet punktet.
Det fremgår af revisionsskemaet, at revisor skal anføre konklusion til hvert enkelt punkt. Her bør der enten være en fyldestgørende konklusion i revisionsskemaet, herunder angivne revisionshandlinger, som fører til konklusionen. Alternativt skal der være en konklusion med specifik henvisning til et fyldestgørende beskrevet punkt i revisionsprotokollatet.
Særligt vedrørende afvigelser mellem budget og regnskab
Ved den afsluttende revision af regnskaber for private tilbud skal revisor påse, at regnskabet ikke afviger væsentligt fra det af socialtilsynet godkendte budget jf. § 5, punkt 2 i revisionsbekendtgørelsen.
Socialtilsynet godkender tilbuddets budget for kalenderåret. Socialtilsynets godkendte budget fremgår af Tilbudsportalen.
Det er socialtilsynets vurdering, at det ikke er muligt for revisor på en kvalificeret måde at påse, om der er væsentlige afvigelser mellem regnskab og budget uden, at revisor specifikt inddrager og vurderer tilbuddets bogføring og økonomiopfølgning. Dette da det er en forudsætning for at kunne vurdere om afvigelser, eller mangel på samme, skyldes tilbuddets manglende indsigt i udviklingen i tilbuddets økonomi og stillingtagen til økonomistyring i tilbuddet, eller om det er et bevidst valg fra tilbuddet om at følge/afvige fra socialtilsynets godkendte budget.
De forudsætninger, der ligger til grund for socialtilsynets godkendelse af tilbuddets budget, bør revisor ligeledes lægge til grund i forhold til at påse, om regnskabet ikke afviger væsentligt fra socialtilsynets godkendte budget. Dette da der alternativt vil være diskrepans mellem socialtilsynets godkendelse af budget, og at revisor påser afvigelser mellem regnskabet og det godkendte budget.
Revisor bør som minimum afdække og redegøre for afvigelser mellem regnskab og budget på hovedpostniveau. Hvis afvigelsen på hovedposten er væsentlig, kan det være relevant for revisor at undersøge afvigelserne på underposter for at sikre en fyldestgørende afrapportering.
5. Lovgrundlag
Lov om socialtilsyn (LBK nr. 908 af 03/07/2024)
Bekendtgørelse om socialtilsyn (BEK nr. 1490 af 06/12/2023)
Bekendtgørelse om revision af regnskaber (BEK nr. 2664 af 28/12/2021)
Venlig hilsen
Socialtilsyn Midt